Publications

Content

Bride’s Mound Revisited                                         An article about Bride’s Mound

A meeting with Julian Cope                                     An article about Julian Cope

Boganmeldelse af Julian Cope (in Danish)               An article about Julian Cope in Danish

Megalithomania – en stensikker megaliths mani      An article about the growing interest and research in  megaliths  

                                   Julian Cope 

Bride’s Mound Revisited

People coming to Glastonbury to see the famous landmarks may be excused for thinking that the Abbey, Chalice Well and the Tor are all there is as the Tourist Office says little to nothing about the smaller sacred spots. However the area should be viewed as a whole as the many minor sites are important for the understanding of the place. One such site is Bride’s Mound, officially known as Beckery Island, the highest point on a low ridge running behind the Moorlands area (currently involved in various development schemes) down to the banks of the River Brue. There is evidence of an ancient walkway here, a special feature of the Somerset Levels. 

In the past, Bride’s Mound was one of two ‘gateways’ onto the island, as it lay near the causeway between what is now Street and Glastonbury. Excavation of the site showed that a small chapel stood on what is believed to have been an earlier non-Christian shrine. The chapel was first dedicated to Mary Magdalene and then to the Irish Saint Brigid when it probably became a convent. There is well a documented connection between people living in this site and people in Ireland, and many stories can be found about St Brigid. She left her bell and other items, and tradition also tells of a healing well on the mound and a perpetual fire like the one burning in Kildare.

Tradition also says that King Arthur received a powerful vision at Beckery that led to his victories. The chapel has now vanished from the surface and the place has been neglected for many years. The mound itself is difficult to find, and is not publicly accessible. However, locals continue to go there and enjoy the fire energies of the place.

Ten years ago a local group was formed to protect the mound as it was felt that plans for the area did not have a true understanding of the sacred or the historical significance of Beckery. ‘Friends of Bride’s Mound’ has successfully prevented every attempt to build on the field that contains the mound. They have ensured some level of protection, and are working on having the area declared a nature reserve as the habitat of a rather rare water-beetle. They have also funded a non-intrusive archaeological survey. The aim of ‘Friends of Bride’s Mound’ is to own and gently take care of the mound and surrounding area.

They plan to cover it in flowering herbs instead of nettles and bramble, to re-install the well and the perpetual fire, and to open it up to people of all denominations (faiths) to enjoy for leisure or to use for ceremony. Presently, the ‘Friends of Bride’s Mound’ are working on a management plan and are raising money to be ready to buy the site should it come available.

This past summer, the ‘Friends of Bride’s Mound’ in co-operation with Kathy Jones of the Goddess festival, had the great pleasure of hosting a visit to Bride’s Mound by two nuns of the Brigandine Order of Kildare, Sister Mary and Sister Rhita. The sisters brought with them the Sacred Perpetual Flame of St Brigid, relit in the last century and tended by them in their small refuge at Kildare.

The strength and gentleness of the Sisters and the presence of the Flame provided a moving experience for everyone involved. The event is a symbol that the Spiritual Flame of Bride’s Mound is now again alive and burning its way into people’s hearts.

–Lone Bang,

Chalice Well Gatehouse Volunteer. 

A meeting with Julian Cope and a valuable new book for the library.

Along with many other Avalonians I recently went along to the launch by Julian Cope of his latest book: The Megalithic European, which was arranged by Jamie George of Gothic Image.

Julian Cope is a great performer and I was highly entertained, but behind his show-act lies years of dedicated work visiting and revisiting the places, he describes in his books, and many places, that he omits due to lack of any worthwhile remains or quite impossible access. It is also evident, that he has spend much time researching the history and mythology behind the sacred sites and spoken to many people along the way.

Clearly it is a valuable book for our modern days pilgrims, an alternative to the commercial tourist guides. I myself was excited by the amount of work and understanding of the cultures, that he has put into the Scandinavian section, so I felt upset, that even at its launch offer-price I was unable to afford it. Always trying to see other ways forward, I thought: libraries! This ought to be in Avalon Library – because then I can read it there! So I went to Jamie George and asked him about it, but he could only point me to the publishers: Element of HarperCollins Publishers, whose representatives just happened to be the only two people in the room in business-suits, standing well apart from everyone else.

I swallowed my shyness and fired up by my enthusiasm I went up to them and just blurted out: would you consider donating a copy to The Avalon Library? I followed that by trying to explain to them, what Avalon Library is (here it would have been good with some kind of leaflet to give them), expecting them to say, they would think about it and get in contact, but instead they just mumbled a bit and then said: ’Yes okay’, and went straight down to Jamie to get one, which they handed straight over to me.

I quickly said a lot of thank you’s and joined th queue for the autographs.

Julian Cope gave everybody personal time and the fact that I was Danish prompted a good talk about Odin and archaeological viewpoints in Denmark. He then signed the book: ‘for Avalon Library, in there, Julian Cope’. I thought, that was a lovely gesture, and thank you is due to Julian Cope, to Element Books and to Jamie George.

I was so pleased to be able to hand this huge book over to Avalon Library. Maybe many more publishers and authors would give a positive response, if approached by us, where and when we meet them.

Loné

Boganmeldelse Julian Cope

Julian Cope er tydeligtvis et velkendt navn i England’s musikverden, både under sit eget navn og som del af et band, Teardrops Explode, en kendsgerning jeg var ganske ubekendt med, da jeg gik til en præsentation af hans nyeste bog, ‘The Megalithic European’. For mig var han en mand, som havde trasket det ganske Europa tyndt på jagt efter fortidsminder af forskellige tidsperioder og typer, men alligevel formået at forbinde dem i en dyb forståelse af deres oprindelse og funktioner.  At Julian Cope også er en glimrende ‘performer’ var tydeligt nok for mig, og jeg nød til fulde hans underholdende præsentation – ingen fare for at falde i søvn i timen her! Han præsenterer sig selv som ‘archdrude’, en forvikling af ordene druid og dude, og han er ganske bestemt ‘cool’ og ‘out there’! Da jeg under bog-signeringen talte med ham, beskrev han også sig selv som ‘Odinist’ og shaman, og jeg må indrømme at han ser ganske ‘Odinsk’ ud, lang og mager, klædt i sort, øjnene skjult bag solbriller (om aftenen i en velbelyst hald) og en bredskygget hat.

Julian Cope har brugt år på at rejse rundt i det ganske Europa, og for nogle år siden udgav han en bog ved navn ‘The Modern Antiquarian’, meget efter det samme mønster men koncentrerende sig om Storbritannien; England, Scotland, Wales og Nord Irland. Denne gang spænder han fra Cork i vest til Kreta i øst og fra Nordjylland til Malta.

Jeg var imponeret af den plads, han gav til Skandinavisk og Vikinge indflydelse i Europa’s udvikling, noget de fleste andre går meget lettere hen over. Han udviste også en linguistisk viden og forståelse, der førte ham på sporet af forbindelser mellem kulturerne i Skandinavien og rundt omkring de Britiske Øer og Irland. Dertil kom så tydeligtvis en stor viden om og interesse for den Nordiske mytologi, selvom den ikke var nævnt så ofte.

Bogen starter med en redegørelse for de tidsperioder, der så opførelsen af disse megalithiske monumenter og deres udbredelse. Hvordan de udviklede sig igennem tiderne fra Neolithic Tidsalder og fremover helt til Jernalderen, hvor de stadig var i brug og fik tilføjelser specielt i Skandinavien, fordi Kristendommen var længere om at overvinde de gamle skikke her end i resten af den megalithiske verden.

Julian Cope bruger megen plads til at fortælle om de kulturer, der skabte monumenterne og deres livsopfattelse, specielt beskriver han ‘Verden’s Bjerget’, ‘Verden’s Søjle’ og ‘Verden’s Træet’ som nogen af de centrale elementer i deres religioner og ceremonielle liv. Idéen, at Verden har et center eller et centralt punkt, hvorom alt drejer, både den Jord, vi lever på og Himmelrummet over os, hvor Guderne oftest bor.

Derefter går han så over til en gennemgang af de enkelte lande. Han har ikke været absolut alle vegne, men oftest taget et, i inter-europæisk kultur, specielt interessant område og finkæmmet dette. I Danmark har han dog været rundt i de forskellige landsdele, måske fordi de trods alt ikke er så langt fra hinanden.

Julian Cope er specielt fascineret af de Skandinaviske ‘skibs-sætninger’ og deres betydning i en kultur, der havde en uadskillelig sammenhæng med havet og søfart. Men han beskriver også langdysser, og hvordan bronzealderens gravhøje blev benyttet som Tingsteder helt ind i Middelalderen.

I Jylland har han besøgt flere ringdysser, gravhøje og stendysser, bl.a Marhøj, og Troldkirken, Mols’ fortidsminder samt skibssætningen ved Glavendrup; og han var fascineret af Jelling, overbevist om, at der er meget mere, som endnu ikke er forstået af forskerne.

Julian Cope udtrykte, at han føler, den skandinaviske arkæologi har en psykologisk barriere af moderne grænser, og at kulturen skal ses i sammenhæng med monumenter syd for den tyske grænse, som bliver ignorerede på grund af deres placering i et i nutiden andet land. Hvorvidt dette virkelig er tilfældet har jeg ikke viden til at afgøre.

På Lolland var han imponeret af Kong Svends Høj, og på Møn var han nærmest ekstatisk over kamrene i høje og dysser.

På Sjælland beskriver han Trelleborg og dens betydning for hele kulturen, og det eneste, der nok kan undre, er, at han ikke har fundet vej til Lejre’s skibssætninger og landskab rigt på Oldtidsminder, en udeladelse jeg nok skal få spurgt ham om ved lejlighed, da han selv har udtrykt, at han gerne vil have feed-back og uddybelser.

I Sverige koncentrerer han sig om den sydlige del, hvor han også siger, at langt de fleste megalithiske monumenter er.

Julian Cope er tryllebundet af Ales Stenar, som han også har brugt til illustration af bogens titel på det indvendige opslag. Andre stop på hans færd er Kivik Kungagraven og Disa’s Ting.

Hele denne del af bogen fungerer som en turist guide for pilgrimme på jagt efter gamle helligsteder og megalithiske Oldtidsminder, og som sådan rummer den en rigdom, som ‘normale’ guider sjældent får med. Alle beskrivelser indkluderer dejlige billeder og ofte tegninger, samt detaljerede beskrivelser af, hvordan man finder monumenterne, selv i Irland, hvor skilttning endnu er for nymodens til at være omfattende.

Bogen er vel værd at få med sig på turen også med et moderat kendskab til engelsk, da den er så vel illustreret, at alle kan få fornøjelse af den.

http://libraryofavalon.co.uk/ReadingRoom   Short English review here

http://www.headheritage.co.uk/                    Julian Cope homesite

http://en.wikipedia.org/wiki/Julian_Cope       Wikipedia: Julian_Cope

Megalithomania – en stensikker mani.

Om en nyvakt interesse for en gammel videnskab.

Først hører man om Stonehenge og måske Carnac. Så opdager man mere eller mindre tilfældigt Avebury og the Merry Maidens, og inden længe befinder man sig på en evig søgen efter endnu en stencirkel, den næste menhir eller dolmen (gravhøj). Og så er jagten på megalitter blevet en besættelse.

I det Sydvestlige England bliver man konstant mindet om landets megalitiske fortid, da bygningsværker fra Neolithic (Yngre Stenalder) og Bronzealdder ligger strøet rundt i landskabet, nogle kolossale og imponerende som Stonehenge og Avebury, andre mere skjulte, nede ad trange veje over Dartmoor eller gemt mellem moderne bebyggelser. Dertil kommer også naturlige forekomster, som i forne og nyere tider er blevet brugt som helligsteder af tidens folk, så som helligkilder og øde klippetoppe, og kraftige impulser af jordenergier, ley-lines, som studeres energisk af folk med kobberbøjler.

Disse steder har i mange århundreder været anset for mystiske og måske ligefrem farlige; det var djævelens værk eller heksenes danseplads. Kun få personer har i det sidste århundrede studeret og kortlagt disse steder, med mindre det kom ind under en arkæologisk udgravning af en begravelses plads, og disse personer har været anset som besynderlige enere med mærkelige ideer om solopgange og hedenske ritualer.

Men de sidste 10-15 år har set en voksende interesse i disse bygningsværker og deres egentlige funktioner. Flere og flere mennesker har gået ud og søgt dem, opmålt dem og analyseret dem med et åbent sind, og foredrag og ekskursioner har bredt sig som lynild.

Dette er sjældent officielle eksperter, de er ikke universitets uddannede eller har akademiske tilføjelser til deres navn; de har bare ’walked the talk’, de har gået derude i årevis i al slags vejr uden stipendier eller anden økonomisk støtte og set på stenene, siddet på dem, fotograferet eller tegnet dem, checket for linier i landskabet og energier i jorden. Og så er de gået hjem og skrevet bøger og diskuteret med ligesindede, når de fandt hinanden. Og flere og flere har fundet hinanden. Først blev det til et par stykker i hjørnet af en pub, så blev det til foredrag og diskussions grupper, og de sidste par år har vi set en pludselig eksplosion af kongresser her i England og i udlandet.

I 2006 barslede Glastonbury med sin første af slagsen, simpelthen kaldet: ’Megalithomania – what were the Ancients up to?’

Det blev en stor success, og vi kan nu se frem til den tredje af slagsen her i maj, weekenden 17. og 18. helt præcist. Dertil er der ekskursioner både om fredagen og om mandagen.

Hvis du er bare halvt bidt af sten-mani og har en rimelig forståelse af Engelsk, så er det vel en lille hurtig forårsferie værd.

Fra tidligere år kan nævnes talere som Sig Lonegren, lokal amerikaner med svenske rødder, stor erfaring i jordstråler og energier, linier og virvler; jeg har set et par af hans bøger oversat til dansk på biblioteket derhjemme.

Peter Knight fra Dorset, som har rendt rundt og snakket med stenene i mange år og ofte med sin tromme i hånden, og har sin egen opfattelse af dem.

Ronald Hutton, han er faktisk en velkendt professor i historie fra Bristol University, han har en del bøger bag sig og har været set i en del tv-programmer.

Andrew Collins, som er i gang med et dybt og langvarigt studie af Cygnus konstellationen (Svanen) og dens indflydelse på kulturer og bygningsværker inklusiv egnen og landskabet omkring Glastonbury.

John  Michell, bevægelsens grand old man, hans erfaring og viden er kolossal. Han skabte mere eller mindre begrebet megalithomania.

Mange af disse talere er de bedste på deres feldt, som findes, det er cremen med mange års erfaring på bagen, blandet med unge entusiastiske  folk, som netop nu rejser kloden rundt i jagten på større viden og forståelse.

Mange af disse folk taler også om de astronomiske sammenhænge; det var jo ikke kun Ægypterne, der kunne det der med kosmologi og geometri og hvordan det hænger sammen i Himlen og på Jorden. Vi kunne skam også her i Europa. I Stonehenge har de altid talt om forbindelsen til solopgange og nedgange på året vigtigste dage, solhverv og jævndøgn. Men også andre ting er blevet målt og registreret, specielt det som betegnes som Månens stadier, der har en 19 års cyklus. Lignende opmålinger og sammenhænge bliver nu fundet i flere og flere af de gamle monumenter, og det giver en ny og voksende forståelse for formålet med dem, og betydningen i deres samfund, og betegnelsen astro-archaeology er blevet velkendt i disse kredse.

De forhistoriske monumenter var ikke kun kultsteder, de var kalendere, de var måleapparater for årets skiften og muligheder, de var sikkert også datidens universiteter, hvor kun de indviede kendte alle hemmelighederne.

Her i England tilskrives en del af monumenterne Druiderne, som stadig fejrer helligdage og bryllupper derinde, men de er faktisk tidligere end disse, skønt somme tider udvidede og viderebyggede. De stammer fra en stenalder og bronzealder kultur, som arbejdede med naturkræfter, forfædre og en travl gudeverden. De slæbte ikke alle disse sten sammen til pynt; de havde en praktisk funktion på flere niveauer. En ceremoni til at sikre en god høst er faktisk også en yderst praktisk funktion og livsnødvendig, når man ikke har et supermarked nede om hjørnet.

I år vil vi få besøg af folk som Hamish Miller, som har kortlagt jordstråler i mange lande, mens Nicolas Mann og Philippa Glasson vil tale om det astro-archaeologiske landskab omkring Glastonbury. Der bliver også foredrag om klippe-kunst og nogle af vore glemte civilisationer, samt fortællinger om kulturer og monumenter i Bretagne, New Zealand og Sydamerika.

Og alt dette ledsages selvfølgelig af utroligt smukke billeder fra mange specielle steder, nogle kendte, og nogle ganske ukendte.

For folk med adgang til internettet kan websitet beses på http://www.megalithomania.co.uk

ellers må man ringe til 00-44-1458-831800, eller skrive til: The Speaking Tree, 5 High Street, Glastonbury, Somerset, BA6 9DP, England.

Pris for konferencen ligger på £ 80 (cirka 880 kr.) for weekenden. Ekskursioner er ekstra.

Lone Bang er bosiddende i Glastonbury, hvorfra hun arrangerer individuelle guidede ture til ’Helligt landskab i det Sydvestlige England’.

Websitet kan beses på http://www.zodiactours.eu

eller hun kan kontaktes på telefon 00-44-1458-835416.

Hun vil med glæde organisere ture og ekskursioner i forbindelse med konferencen, dansk talende selvfølgelig, samt assistere med bookings og andre arrangementer.